11. februar 2009 kl. 11:30:12 11/02 - Så kom vi til smukke Byron Bay Skrevet af Dorte
Vi stod tidligt op i dag pga. min skat blev vækket af en muggen dame (undertegnede), der ikke gad være længere i det skod værelse :) Han var som altid meget forstående, vækkeuret ringede nu også. Vi kørte direkte til Byron Bay, kun med en lille afstikker til Maclean, en lille meget skotsk by. På elmasterne var der forneden malet de forskellige klaners kilts mønster – hold da op, hvor er der mange.
Vi kørte det sidste stykke ad vejen langs kysten, hvor vi flere gange fik et fantastisk view over kysten med flotte sandstrande. I Byron Bay blev vi indlogeret på et Backpacker hostel midt på hovedgaden lige ved stranden. Det er som resten af byen præget af en afslappet attitude – laid back. Her er folk, som mange andre steder i Australien meget imødekommende. Vi bliver som standard spurgt, hvordan vi har det ”How are ya´?”, og når vi går igen, siger de ”see you later” Vi er tit blevet kaldt mate (kammerat)
Vi besluttede os for at gå turen op til fyret, der ligger 2-3 km fra centrum. Vejret var let skyet, og det luftede fra havet. Det var ”piece of cake”, men vi blev klogere. Vi havde nemlig fundet strandruten derop, hvor vi kom forbi udkigsposter med udsigt over strand, by og masser af hav. Puha, det var hårdt, især da det klarede helt op. Vi fortrød mere og mere, at vi ikke havde taget mere solcreme på – det var ikke med i vejrudsigten, at det skulle klare op. Vi kampsvedte især det sidste stykke, hvor vi kom forbi Australiens østligste punkt – det krævede et billede, man er vel turist. Ved fyret, som var flot og med en enorm udsigt, var der en isbod. Isen var hele turen værd :) Vi spottede flere delfiner nede i havet og måske en haj. Det mente en ranger (opsynsmand) i hvert fald det var.
Tilbage på hostellet tog det ikke lang tid at komme i badetøjet og ned i saltvandspoolen. Det var vildt lækkert. Vandtemperaturen var lige over 28 grader, så selv Poul Ped´sen ville være hoppet i :) Det var lige så stort, at vi kunne svømme lidt rundt.
Vi bliver nødt til at se mere til delfiner, så i morgen har vi booket en kajaktur ude på havet, hvor vi kommer tæt på de smukke dyr. Dagen efter er vi nok voldsomt ømme i arme og ryg, så da har vi booket en romantisk spa treatment med massage.